Til virksomheder, der ønsker at entrere på det kinesiske marked, giver vi følgende gode råd:
1. Kend din køber
Sørg for, at du har den fulde indsigt i, hvem din juridiske kontraktpartner er. Både i forhold til formalia (registreringsnummer, navn, adresse, øvrige virksomheder registreret i samme navn mv.) og den fulde forsyningskæde (formel køber, garant, aftager/leveringsadresse, slutkøber mv.).
2. Forstå kreditgrundlaget
Vær opmærksom på, at tilgængelige finansielle informationer, regnskaber og garantier ikke altid er et troværdigt beslutningsgrundlag. Husk at indregne betalingshistorik og betalingsincitamenter i hele forsyningskæden.
3. Hav juraen i orden
Sørg for at din kontrakt tager udgangspunkt i kinesisk lovgivning, da det ellers kan være næsten umuligt at forfølge køber i et eventuelt retsligt forløb. Kontrakten bør ligeledes opstille klare krav om forpligtelser, ansvar og konsekvenser, såfremt forpligtelserne ikke opfyldes.
4. Vælg mindre risikable betalingsbetingelser.
Forudbetaling, remburs eller ’cash against documents’ er at foretrække frem for handel på kredit, især hvis der handles uden kreditforsikring. Såfremt en ny eller mindre køber ønsker at handle på kredit frem for remburs eller CAD, kan det være tegn på, at virksomheden er udfordret på likviditeten.
Handles på CAD, er der stadig en risiko i forhold til eksempelvis voldsomme og pludselig prisfald, hvor køber kan vælge at trække sig fra handlen, efter varen er afsendt til Kina og eksportøren skal forsøge at gensælge varen i et svagt marked.
5. Find en lokal samarbejdspartner, som kan rådgive dig
Det kræver indgående lokalkendskab og forståelse for den kinesiske forretningskultur og de bagvedliggende mekanismer at kunne tale med og vurdere en potentiel købers troværdighed og hele den bagvedliggende forsyningskæde.
Det kan eksempelvis være en kreditforsikringsvirksomhed med lokal tilstedeværelse eller en lokal kreditagent, du stoler på, som kan hjælpe med at kontakte og vurdere køber.